INDHOLD
1. Danmark, nu blunder den lyse nat
2. Sig månen langsomt hæver
3. MASKARADE, MASKARADE, Tekst: Vilh. Andersen. Musik: Carl Nielsen
4. ET HAV DER VUGGER SIG TIL RO. Tekst: Juliane Preisler Melodi: Matti Borg
5. DU DANSKE SOMMER JEG ELSKER DIG,Melodi: Otto Mortensen Tekst: Thøger Larsen
6. UNDERLIGE AFTENLUFTE
7. DAGEN GÅR MED RASKE FJED, Tekst: B. S. Ingemann Melodi: C. E. F. Weyse
8. NU ER JORD OG HIMMEL STILLE, Bellmann, C.M. , Børup, Marinus
9. Solen er så rød MOR, Tekst: Harald Bergstedt Melodi: Carl Nielsen
10. BARNDOMMENS LAND
11. I ET LAND UDEN HØJE BJERGE, Tekst & musik: Michael Falch,
12. AFTENVISE / PLUKKER FLØJLSGRÆS. Jeanette Munksbøll
13. SENSOMMERVISE, Musik og Tekst: Kirsten og Finn Jørgensen
14. GO NU NAT Musik: Poul Dissing Tekst: Benny Andersen
15. STILLE HJERTE SOL GÅR NED, Tekst: Jeppe Aakjær, Melodi: Thomas Laub
16. I Danmark er jeg født, Tekst: H. C. Andersen Melodi: Henrik Rung
17. Jeg ved, hvor der findes en have så skøn, Tekst: Mads Hansen, Melodi: J. A. P. Schulz
18. I SKOVENS DYBE STILLE RO, Tekst: Fritz Andersen Melodi: Folkemelodi
19. HVOR SMILER FAGER DEN DANSKE KYST, Tekst: Johannes V. Jensen , Melodi: Oluf Ring
20. Natten er så stille, Komponist Weyse, C.E.F., Tekst Heiberg, Johan Ludvig
21. Jeg elsker de grønne lunde, Komponist Møller, A.,, Tekst Helms, J.
22. LIVET ER EN MORGENGAVE, Tekst & Musik Halfdan, Rasmussen, Robert Normann
23. En yndig og frydefuld sommertid, Folkevise Melodi: Folkemelodi
24. VI ELSKER VORT LAND, Tekst: Holger Drachmann,, Melodi: P. E. Lange-Müller
25. Se det summer af sol over engen, : Holger Drachmann, Melodi: Paul Hellmuth, 1
26. Jeg plukker fløjlsgræs, Melodi: Knud Vad Thomsen , Tekst: Sigfred Pedersen
27. DEN DANSKE SANG, Tekst: Kai Hofmann, Melodi: Carl Nielsen
28. Du danske mand af al din magt, Tekst: Holger Drachmann, , Melodi: Carl Nielsen
29. KONGERNES KONGE Tekst: Adolph von der Recke,, Melodi: E. Hornemann
30. Livstræet, Hans Holm, Erik Lindebjerg
32. NU GÅR SOLEN SIN VEJ, Erik Sommer, Holger Lissner
33. ÅBENT LANDSKAB, Ulf Lundell
34. Den sorte fugl er kommet, Carl Nielsen – Frank Jæger
35. Det dufter lysegrønt af græs, Tekst: Carl David af Wirsén
36. LISELEJEVALSEN af Bror Kalle og Eddie Russel
37. Liselejevise /Yesterday, Beatles, tekst Preben Boyer
2021
1. Danmark, nu blunder den lyse nat
Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.
Danmark, du vågner med søer blå,
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på,
ser, hvor det yppigt glider
frem af forgangne tider.
Lærker, som hopped af æg i vår,
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.
Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind.
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.
Køer og heste og får på græs
hen over brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer, –
det er den danske sommer.
Pigernes latter og lyse hår,
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår –
mildt om et evigt Danmark spår,
sol over grønne sletter,
lykke og lyse nætter.
2. Sig månen langsomt hæver
Sig månen langsomt hæver,
den gyldne stjerne svæver
på himlen klar og blid;
vor skov er tavs og stille,
og hvide tåger spille
på engen rundt ved aftenstid.
Hvor rolig jorden hviler
bag nattens slør og smiler
så mild og sommervarm,
ret som et stille kammer,
hvori al dagens jammer
forglemmes skal i søvnens arm.
Betragter månens bue,
den kun er halv at skue
og er dog hel og rund;
så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skuer kun!
Vi stolte Adams slægter
kun såre lidet mægter,
og meget ved vi ej;
vi efter skygger jager
og mangen kunst opdager
og kommer længer fra vor vej.
Gud Fader i det høje,
lær mig at skelne nøje
det sande fra dets skin;
og mens jeg er i live,
lad lig et barn mig blive,
skænk mig et fromt, enfoldigt sind
Koldt nattens vinde sukke,
mit øje vil sig lukke,
giv mig, o Gud, din fred!
Se nådig til min slummer,
og trøst mig i min kummer,
og trøst min syge nabo med!
3. MASKARADE, MASKARADE
Fordum var der fred på gaden
førend vægtren råbte ni,
slukt var lyset, lukt var laden,
aftengrøden røg i staden,
godtfolk gik fra aftensmaden
fredelig i hi.
Ingen te og sukkerlade,
intet kaffekompagni.
Maskarade, maskarade!
Freden er forbi!
Fordum stod den sikre stige:
Husbond, madmor, husets søn,
datter, svend og dreng og pige,
til at rokke den og vige
fra den vej til himmerige
hjalp ej løn, ej bøn.
Ingen ungdom kom for skade,
spurgte først, »hvad far vil sige«.
Maskarade, maskarade!
Nu er alle lige.
4. ET HAV DER VUGGER SIG TIL RO
Et hav der vugger sig til ro nu
En strand der mørkner så blidt
En ren orangerød magi
En fred der rækker vidt
Mens vi holder hænder
En nat der nærmer sig så blødt nu
En lyd der stilner om os
En lillalyserød magi
En sjæl der kaster los
Mens vi lytter bølger
Et lys der sænker sig så tavst nu
En sol så langsomt på vej
En sommernatteblå magi
Et sind der åbner sig
Mens vi fanger stjerner
5. DU DANSKE SOMMER JEG ELSKER DIG
Du danske sommer, jeg elsker dig,
skønt du så ofte har sveget mig.
Snart kolde farver i sky og vand,
snart nøgne piger ved hver en strand!
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver gang du ler.
Du er i sindet jo lunefuld,
dog hjertet inderst er pure guld,
et eventyr er dit glade navn,
og blomster lyser ud af din favn.
Korn, korn, korn
i drømme gror under månens horn.
Når dine bølger mod bredden gik,
beruset blå som gudinders blik,
en ungdom jubled’ din lovsang ud,
kun klædt i solskin og brunet hud.
Ned, ned, ned
til dåb i glemsel og evighed!
Og når du strakte med åbent sind
de lyse nætter i himlen ind,
imens det dufted’ af hyld og hø,
vi bad: lad drømmen dog aldrig dø!
Ak, ak, ak!
Vort hjerte svulmed’ af tro og tak.
Og stundom ud af din fulde glød
sprang lyn fra skyen i jordens skød,
og tordenlatter og tordenregn
din trolddom spændte fra egn til egn!
Vild, vild, vild
er, skønne sommer, din kraft og ild.
Du danske sommer, min hilsen tag,
du lyse nat og du lyse dag!
Går tit du kold over landet hen,
jeg véd, du kommer dog hed igen!
Ja, ja, ja,
jeg véd, dit hjerte er guld endda.
6. UNDERLIGE AFTENLUFTE
Underlige aftenlufte!
hvorhen vinker I min hu?
Milde, lune blomsterdufte!
sig, hvorhen I bølger nu.
Går I over hviden strand
til mit elskte fødeland?
Vil I dér med eders bølger
tolke, hvad mit hjerte dølger?
Matte sol! Bag bjergets stene
luerød du daler ned,
og nu sidder jeg alene
i min dunkle ensomhed.
Hjemme var der intet fjeld,
ak! så er jeg ude vel,
skal i nat ej barnligt blunde
i min Herthas grønne lunde.
Stille! stille! hisset gynger
båden mellem siv og krat,
sødt en mø ved cithren synger
i den tavse, lune nat.
Hvilke toner! Milde lyst,
hvor du strømmer i mit bryst!
Men hvad savner jeg, og græder,
mens hun dog så venligt kvæder?
Det er ej den danske tunge,
det er ej de vante ord,
ikke dem, jeg hørte sjunge,
hvor ved hytten træet gror.
Bedre er de vel måske,
ak, men det er ikke de!
bedre, tror jeg vist, hun kvæder;
men – tilgiver, at jeg græder!
Tager ej min sang for andet
end et ufrivilligt suk!
Længselsfuldt heniler vandet,
aft’nen er så blid og smuk.
Mangen sådan aftenstund
sad jeg i min kære lund,
mindet vender nu tilbage,
det var årsag i min klage.
7. DAGEN GÅR MED RASKE FJED
Dagen går med raske fjed,
dagens børn må ile.
Aftenrøden bringer fred,
nattens stjerner hvile.
Lykken gækker store, små,
leger med guldterning;
lykkeligst at hvile på
er fuldendte gerning.
Lidt dog store, mindre små
kan til gavns fuldbringe;
viljen ser vor Herre på,
giver kraften vinge.
Lykkens lunefulde spil
leger ej med sjæle:
Alting føjes, som Gud vil;
her er trygt at dvæle.
Blomst skal bære frugt engang,
høst skal følge sommer.
Dag er ej så travl og lang,
aftenstund dog kommer.
Lad ved dag kun op og ned
lykkens terning rulle!
Fandt ved kvæld kun sjælen fred,
gik det, som det skulle
8. NU ER JORD OG HIMMEL STILLE
Nu er jord og himmel stille
vinden holder tyst sit vejr
og der lyder ingen trille
fra de høje stille træ’r,
kun de fjerne frøers kvækken,
køers kalden over vang
og et dæmpet slag af bækken
til vor egen stille sang.
Men når sangen er forstummet,
vil vi høre end en klang
lys og klar fra himmelrummet
det er lærkens aftensang.
Fra i morges inden gryet
har den jublet glæden ud
og sin himmelflugt fornyet
med endnu en tak til Gud.
Tak for dagen, som er omme
for en lang og dejlig dag,
tak for dage som skal komme
og for dem, der ligger bag.
I det høje lyse fjerne
mødes sangen mild og klar
med den første aftenstjerne
som et kærligt smil til svar.
9. SOLEN ER SÅ RØD MOR
Solen er så rød, mor,
og skoven blir så sort.
Nu er solen død, mor,
og dagen gået bort.
Ræven går derude, mor.
Vi låser vores gang.
Kom, sæt dig ved min pude, mor,
og syng en lille sang.
Himlen er så stor, mor,
med klare stjerner på.
Hvem monstro der bor, mor,
på stjernen i det blå?
Tror du, der er drenge, mor,
der kigger ned til mig?
Og tror du, de har senge, mor,
og sover li’som jeg?
Hvorfor blir det nat, mor,
og kold og bitter vind?
Hør den lille kat,mor,
denmjaver og vil ind.
Mågerne og ternerne
har ingen sted at bo.
Å hør, nu synger stjernerne.
De synger mig til ro.
10. BARNDOMMENS LAND
Barndommens land.
Tidens mælketand.
Verden er ny for dit øje.
Folk er to-tre meter høje
så de må bøje sig
ned til dig.
Fluen er blå.
Kilder på min tå.
Og et par myrer du kender
hygger sig på dine hænder.
Skrubtudsen tisser en tår
før den går.
Solen er varm.
Stikker på din arm
ligesom hvepse og bier.
De er så gale. De svier.
Regnormen føles så blød.
Den er sød.
Slog du dit ben
på en kampesten?
Kom – lad mig puste på skrammen.
Vi skal ha lappet dig sammen.
Du må vist hellere få
plaster på.
Verden er stor.
Kaldes ‘Moder Jord’.
Der findes børn der må flygte,
men du har intet at frygte.
Ingen skal mishandle dig ¬-
håber jeg.
Græsset er højt
som et fuglefløjt.
Solen er ude af syne.
Putter sig under sin dyne.
Gaber måske – lissom du –
sover nu.
Barndommens land.
Nu er jeg en mand.
Tit har jeg lyst til at love
solskin og dejlige skove.
Men der er lang vej igen.
Sov, min ven.
11. I ET LAND UDEN HØJE BJERGE
I et land uden høje bjerge
Hvor det både regner og sner
Skal jeg leve mine dage
Og dø den dag det sker
I en plet på verdenskortet
Som ingen regner med
Og som let kan blive borte
Når vi ikke mere har fred
Mit flag har hverken stjerner
Hammer eller segl
Det dumpede ned fra himlen
Vist nærmest ved en fejl
I et land uden høje bjerge
Vil jeg bygge, vil jeg tro
I et land uden høje bjerge
Vil jeg bygge, vil jeg bo
Og kommer du som fremmed
Så bare slå dig ned
Vi starter ingen krige
Og ingen verdensfred
Men i mit folk der banker
Hjerter af guld
Det finder vi på flasker
Og i den sorte muld
I et land uden høje bjerge
Vil jeg bygge, vil jeg tro
I et land uden høje bjerge
Vil jeg bygge, vil jeg bo
Det her land har min bedstefar dyrket i sit ansigtssved
Og min mor, hun tog min far og fik mig
Ja vist nok af kærlighed
I en tid uden store drømme
Vil jeg drømme drømmen stor
Og bære den med stolthed
Og uden store ord
I et land uden høje bjerge
Vil jeg bygge, vil jeg tro
I et land uden høje bjerge
Vil jeg bygge, vil jeg bo
12. AFTENVISE / PLUKKER FLØJLSGRÆS
Nu bli’r her stille og vi skal sove
og du skal åbne dit lille sind
mod nattens stjerner og jordens skove og havets brusen og månens skin
og du skal lytte til alt det tavse
til alle fugle som putter sig
imellem blade og forårsgrene
og til et pindsvin som går sin vej
Og du skal vide at der er glæder som lige nu er på vej mod dig at døre åbner sig mens du hviler imellem skyer og mælkevej
Og at du roligt kan slippe frygten for al din uro og ensomhed
snart vågner solen og fugle synger og du vil vågne og synge med
13. SENSOMMERVISE
Æbler lyser rødt på træernes grene, høsten går ind.
Går igennem skoven ganske alene, stille i sind.
Gyldne farver og sensommerbrise fylder hjertet med vemodig musik, går og nynner en sensommervise fjernt fra byens larmende trafik.
Sommerbrisen danner krusning på søen, mystisk og sort.
Stæreflokke svæver højt over øen –
snart tager de bort.
Gyldne farver og sensommerbrise fylder hjertet med vemodig musik, går og nynner en sensommervise fjernt fra byens larmende trafik.
Duft af brænderøg blandt brunlige bregner, blåsorte bær.
Stille summen mellem blade som blegner – af’tnen er nær…
Gyldne farver og sensommerbrise fylder hjertet med vemodig musik, går og nynner en sensommervise fjernt fra byens larmende trafik.
Modne rønnebær bag dybgrønne grene rødt titter frem –
Går igennem skoven ganske alene –
nu må jeg hjem!
Gyldne farver og sensommerbrise fylder hjertet med vemodig musik, går og nynner en sensommervise fjernt fra byens larmende trafik.
14. GO NU NAT
Go’ nu nat og gå nu lige hjem,
mens du stadig er ved dine fulde fem.
Jeg ved godt, at på din vej
lurer fristelser på dig.
Go’ nu nat og gå nu lige hjem.
Go’ nu nat og gå nu lige hjem
eller skævt, når bare du når uskadt frem. Kig på månen, den er hal’
som en knækket æggeskal.
Go’ nu nat og gå nu lige hjem.
Go’ nu nat og gå nu lige hjem.
Der er dem der holder dørene på klem. Jeg ta’r hele døren a’,
venter på dig nat og da’.
Go’ nu nat og gå nu lige hjem.
Vi har sunget, vi har grædt og vi har grint. I flere timer har vi haft det smadderfint. Det gi’r no’et at tænke på,
nu da timerne bli’r små.
Go’ nu nat og gå nu lige hjem.
Go’ nu nat, men gå nu ikke bort.
Vi har livet for os selv om det er kort.
Vi skal dele tykt og tyndt.
Bare se at få begyndt,
vi er her ikke kun til pynt,
Go’ nu nat og gå nu lige hjem.
Far-nu-vel, men far nu ikke vild.
Der er bedre ting at bruge tiden til.
Gi’ din elskede et klem,
inviter ham/hende hjem
til et kærligt sammenkvem.
Far-nu-vel, men far nu lige hjem
15. STILLE HJERTE SOL GÅR NED
Stille, hjerte, sol går ned,
sol går ned på heden,
dyr går hjem fra dagens béd,
storken står i reden.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.
Tavshed over hedesti
og langs veje krumme.
En forsinket humlebi
ene høres brumme.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.
Viben slår et enligt slag
over mosedammen,
før den under frytlens tag
folder vingen sammen.
Stille, stille, hjerte, sol går
16. I DANMARK ER JEG FØDT
I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går.
Du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!
Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her, ned til den åbne strand?
Hvor står fuld månen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor Danebrogen vajer, –
Gud gav os den, – Gud giv den bedste sejer!
Dig elsker jeg! – Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!
Engang du herre var i hele Norden,
bød over England, – nu du kaldes svag,
et lille land, og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.
Du danske, friske strand,
plovjernet guldhorn finder,
Gud giv dig fremtid. som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! – Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!
Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand
med vilde svaners rede,
I grønne ø’r, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! – Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!
17. JEG VED HVOR DER FINDES EN HAVE
Jeg ved, hvor der findes en have så skøn,
hvor søen er blå, og hvor skoven er grøn,
hvor fuglene bygger i løv hækkens ly
og flyver hver morgen med sang over sky.
Og midt i den friske og gyngende sø
der dukker af dybet den dejligste ø,
og søen af prægtige skibe er fuld –
og øen af frugt og af blomster og guld.
Der risler en kilde, der rinder en å,
og højene ere så runde og små,
og engen er blød, så det ret er en lyst
at tumle sig der og få lettet sit bryst.
Der danse småpiger med blomster i hat,
en rød og en hvid har på brystet de sat,
og drengene lege med harpe og sværd
og synge så glade om danemænds færd.
Jeg tror det for vist, at der ej er en plet
på jorden, hvor alt er så blødt og så net
som haven, hvor øen i søen er lagt,
kom, så skal jeg vise dig hele dens pragt!
Se ud over dal, over mark, over sund,
så ser du en have med løvsal i lund,
med blomster i enge og sølvspejl i vand,
og haven er Danmark, vort fædreneland
18. I SKOVENS DYBE STILLE RO
I skovens dybe, stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted mangen gang
til fuglens glade sang,
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.
Hør landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
småfuglen, før den går til blund,
end kvidrer lidt en stund.
I mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø,
nu klokken tier, – aftnens fred
sig stille sænker ned.
19. HVOR SMILER FAGER DEN DANSKE KYST
Hvor smiler fager den danske kyst
og breder favnen, når solklar bølge
og sommerskyer og skib med lyst
står sundet ind i hinandens følge,
og Kronborg luder
ved Sjællands port
mod hvide skuder –
hvor lyst! Hvor stort!
Mod søen stunded vor sjæl tilforn.
Men bølgen brød med røst derude
som vindens rislen i Danmarks korn da vendte mangen påny sin skude.
Den grønne ager
på Sjællands bryst!
Hvor smiler fager
den danske kyst!
Den danske mark i en bølgen går
som åndedræt af en venlig kvinde.
Sødt gynger byggen sit silkehår,
og rugen ånder med sol i sinde,
og vinden iler
til hvedens bryst.
Hvor fager smiler
den danske kyst!
Der driver høduft med krydret vind.
Igennem engen en å sig slynger.
Og lærken ringer skærsommer ind,
mens vilde blomster ved grøften gynger.
Gravhøje kroner
det grønne land.
Hvor skønt fortoner
sig sø og strand!
Men du der søgte mod fremmed strand,
de gamle lig, som mod søen stunded,
hver gang du genser det gamle land,
skal sande, her blev dit hjerte bundet.
Thi dybe minder
og gammel agt
og milde kvinder –
hvor har de magt!
20. NATTEN ER SÅ STILLE
Natten er så stille
luften er så klar
duggens perler trille
månens stråler spille
hen ad søen glar.
Bølgens melodier
vugge hjertet ind,
suk og klage tier,
vindens pust befrier
det betyngte sind
21 .JEG ELSKER DE GRØNNE LUNDE
Jeg elsker de grønne lunde
med tonernes vuggende fald
jeg elsker de blanke sunde
med sejlernes tusindtal.
Jeg elsker hver dal, hver banke
med kornets bølgende flugt
hvor flittige hænder sanke
af arbejdets gyldne frugt.
Mig fryder din ros, din ære,
mig knuger din sorg, dit savn
hver glans, hver plet vil jeg bære
som falder på Danmarks navn.
Thi du er mig fader og moder,
– så synges fra strand til strand –
langt mer end søster og broder
thi du er mit fædreland.
Forstummed hver røst i skoven
og falmed hver gylden frugt,
faldt nat over mark og voven
jeg fandt det dog lige smukt.
Om alle de drømme bristed
du har fra din ungdoms drømt
om trængsel og nød du fristed, –
jeg elskede dig dobbelt ømt.
Men end er der sang i skoven,
højt bølger det røde falg
end er der en Gud foroven,
der råder for Danmarks sag.
22. LIVET ER EN MORGENGAVE
Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have, der står øller på mit bord.
Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø,
for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø.
Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille, og et brev med pure løg.
Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot,
jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha det godt.
Samson gik og styrted’ templer, Peter Freuchen knak sit ben.
Ak mod disse to eksempler er min dåd en sølle én.
Jeg har aldrig dræbt filistre eller kæmpet med en haj,
og når stærke mænd blir bistre, syn’s jeg det er synd for mig.
Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha skærmydsler og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak.
Jeg vil ikke slås med bisser, jeg vil så og ikke slå.
Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på.
Der er nok af danske helte som er danske hele dag’n,
og går rundt og spænder bælte, mens de råber; Fy for Fan.
Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd.
Jeg reserven blandt reserver bryder ofte ud i gråd.
Jeg får nerver og migræne blot jeg skær’ mig på en dolk,
og vil hell’re slå min plæne, end slå løs på pæne folk.
Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord.
der er øller i min mave, der står krokus på mit bord.
Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad
skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.
23. EN YNDIG FRYDEFULD SOMMERTID
En yndig og frydefuld sommertid
i al sin herlighed,
den glæder og trøster så mangen en,
alt ved Guds kærlighed.
Den fører blomsterskaren frem,
og rosen rød, så dejlig og sød,
den ser du da igen.
Blandt alle disse blommer véd jeg én,
en rose for dem alle,
udsprungen af en dejlig gren,
ud af en yndig stamme.
Vel er der mange smukke til,
men jeg for sandhed sige vil:
han overgår dem alle.
Ja, var jeg nu så lykkelig,
jeg kunne rosen få!
Mit hjerte brænder ret inderlig
med længsels stor attrå.
Mit hjerte ler, hver gang jeg ham ser,
og det ud af stor kærlighed
la’r ikke ro mig få.
Går jeg om dagen ud eller ind,
ihvor det være må,
da er du stedse i mit sind,
om natten ligeså.
Og når jeg sover sødelig,
om dig jeg drømmer lykkelig,
ret som du hos mig var.
24. VI ELSKER VORT LAND
Vi elsker vort land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje,
når om våren hver fugl
over mark under strand
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans
bli’r dog din, sankte Hans,
den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade,
– men den skønneste krans
bli’r dog din, sankte Hans,
den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade.
Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler:
da går ungdom til dans
på dit bud sankte Hans!
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler,
– da går ungdom til dans
på dit bud sankte Hans!
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler.
Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:
hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde,
dem vil vi fra livet med glædesblus holde,
vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde,
– vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.
Vi elsker vort land,
og vi hilser den drot,
som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde:
på hans eventyr-slot
kan hver kvinde, hver mand
et eksempel for livet i kærlighed finde!
Lad tiderne ældes, lad farverne blegne,
et minde vi vil dog i hjertet os tegne:
fra sagnrige nord
gaar en glans over jord –
Det er genskær af vidunderlandets fortryllende enge,
– fra sagnrige nord
gaar en glans over jord –
Det er genskær af vidunderlandets fortryllende enge
25. SE DET SUMMER AF SOL
Se, det summer af sol over engen,
honningbien vil fylde sin kurv,
og der pusles ved bordet og sengen
af den fattigste sisken og spurv,
og der jubles hele dagen,
men mod kvælden bli’r alting så tyst,
våren synger sin sang, det er sagen,
og mit hjerte bli’r voks i mit bryst.
Der er sølvklang i majbækkens vove,
gyldent skær gennem aftenen lang,
hver en grøft bliver blomstrende skove
langs den kornrige, bølgende vang,
disse bølger, oh, de stiger
med min sjæl over solskyens rand,
rundt i verden er dejlige riger,
ingen vår som en maj i vort land!
26. JEG PLUKKER FLØJLSGRÆS
En vår er kommet så mildt og stille
med drømmedufte om mark og vang.
På sølvstreng klimprer den friske kilde,
og fuld af sødme er fuglens sang.
leg plukkerfløjsgræs og ridderspore,
jeg plukker mandstro og jomfrusko.
Men blodet brænder i mine årer,
mit lille hjerte har ingen ro.
Jeg synger ikke, jeg danser ikke,
der er så meget, jeg ikke når.
Er jeg bedrøvet? Jeg ved det ikke.
Jeg drømmer bare, og tiden går.
Jeg plukker fløjsgræs, og ridderspore,
jeg plukker mandstro og jomfrusko.
Snart kommer prinsen fra eventyret,
mon da mit hjerte kan finde ro.
Hans silkekappe har gyldne knapper,
kækt gynger fjeren på hans baret.
Og han er mandig og flot og tapper,
og på hans skjold er der ingen plet.
Jeg plukker fløjlsgræs og ridderspore,
jeg plukker mandstro og jomfrusko.
Men hvis han ser mig i pigevrimlen,
mon da mit hjerte kan finde ro.
Lad hjertet hamre, lad blodet strømme,
mens barmen runder sit hvide lin.
Snart kommer helten fra mine drømme,
… skønt ingen ved det, er han dog min.
Jeg plukker fløjsgræs og ridderspore,
jeg plukker mandstro og jomfrusko.
Dig gi’r jeg alle mit hjertes blomster,
for du har taget mit hjertes ro.
27. DEN DANSKE SANG
Den danske sang er en ung blond pige
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold.
Al Sjællands ynde og Jyllands vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt,
skal sangen rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og sæder mildnes,
men kunst og kamp kræver stadig stål,
det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes
det flammer hedest i Bjarkemål.
Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,
thi hjertesproget er vers og sang,
og lære kan vi af nattergalen,
af lærken over den grønne vang.
Og blæsten suser sin vilde vise,
og stranden drøner sit højtidskvad,
fra hedens lyng som fra stadens flise
skal sangen løfte sig ung og glad.
28. DU DANSKE MAND AF AL DIN MAGT
Du danske mand! af al din magt
syng ud om vor gamle mor!
En krans af hav og fjord blev lagt
om huset, hvor hun bor:
Mod grønne, side strande
går stærke, stride vande,
og over kornets guldglans
står vikingestenen vagt,
– står vikingestenen vagt.
Syng ud, – og sorg fra fortids nat
bli’r smil på hver glædesdag,
vor himmel skifter farve brat,
men aldrig folkets flag.
Som Danmarks blide kvinder
har røde-hvide kinder,
så lyser livets friskhed
fra frihedens dyre skat,
– fra frihedens dyre skat.
Vort gamle land! af al vor magt
vi øger din rigdoms ring,
går fremad sejgt og uforsagt,
om ej i store spring.
Og furer ploven landet,
så skurer kølen vandet:
Støt står den danske sømand
på havet sin vikinge-vagt,
- på havet sin vikinge-vagt.
29. KONGERNES KONGE
Kongernes konge! ene du kan
skærme vort elskede fædreneland!
Herre, du ene
kan sejren os forlene.
Værn om vort herlige og ældgamle Dan!
Slyng om os alle enigheds bånd,
send fra din himmel begejstringens ånd!
Følg du i fare
den tapre lille skare,
løft over hæren din velsignende hånd!
Kærlige fader, lyt til vor røst!
Freden og friheden smykke vor kyst!
Rigdomme følge
med snekken over bølge,
marken velsigne du med rigeste høst!
Herrernes herre, mægtig og stor!
Naadig du høre vort bedende kor!
Herre! Du ene
kan sejren os forlene,
værn om vort herlige og ældgamle Nord.
30. LIVSTRÆET
Der er så meget, der kan trykke,
gøre dagen trist og grå.
Se de folk, der uden lykke
bare går og går i stå.
Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.
Der er så meget uden varme,
uden ånd og uden liv.
Folk bliver fattige or arme,
tænker kun på tidsfordriv.
Lad os lege…
Der er så mange uden venner,
uden kærlighed og kys,
Folk, som ingen andre kender
hvor mon de skal finde lys?
Lad os lege…
Der er så hård en kamp om magten,
alle kæmper for sig selv.
Er der ingen, der har sagt dem,
at de slår sig selv ihjel?
Lad os lege…
Der er så mange, der er slaver,
lænket fast til job og tid –
hvorfor bruges vores gaver
uden tanke, uden vid?
Lad os lege…
31. SE NU STIGER SOLEN
Se, nu synker solen i havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!
Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.
Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjælevé,
blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!
O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
Moder, søster, elskte: min kærlighed!
Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud –
o du milde Fader, min skaber, Gud!
Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.
Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!
32. NU GÅR SOLEN SIN VEJ
Nu går solen sin vej
for at skinne på andre,
for alle på jorden har brug for dens lys,
og de håber og venter
på dagen, du skaber,
for kun i din sol, Gud, kan livet fornys.
Nu går landet til hvile,
og travlheden dæmpes,
og hjemmene fyldes af aftnens musik.
Vær med den, kære Gud,
der må sidde alene,
og den, der nu slider sig træt på fabrik!
Nu er timen til stilhed,
til bøn og til tanker,
til ord, som har vægt, og som kræver et svar.
Kom og rør ved os, Kristus,
så vi bliver åbne
for glæden og livet og freden, du har.
Nu er timen, hvor du
dømmer alt det, vi gjorde,
som vendte os bort fra vor næste og dig.
Nu er timen, hvor du
sletter alt det, der skiller,
hvor du siger: Kom, og vær hjemme hos mig!
Nu går solen sin vej,
men vi er ikke ene,
for du, Herre, lever og vender vor frygt,
så når du er i mørket,
er det ikke mørke,
når du er iblandt os, da sover vi trygt.
33. ÅBENT LANDSKAB
Jeg ka’ bedst med åbne vidder.Nær ved havet vil jeg bo
et par måneder om året,
for at sjælen kan få ro.
Jeg er skabt til åbent landskab,
hvor vindene får fart.
Hvor lærken hænger himmelhøjt
og synger smukt og klart.
Der brænder jeg min brændevin
og sanker selv min krydderurt.
Og drikker det med velbehag
til sild og hjemmebag.
Jeg er skabt til åbne vidder.
Nær ved havet vil jeg bo.
Jeg ka’ bedst med fred og frihed
for både krop og sjæl.
Hvis du kommer fuld af stridslyst,
så ser jeg helst din hæl.
Jeg er skabt til skumringstimer
og aftenbrisens sus.
Med hanegal på afstand og
med langt til næste hus.
Men trods alt ikke læng’re end,
at det kan ske engang,
at jeg sidder under stjernerne
og hører fest og sang.
Jeg ka’ bedst med fred og frihed
for både krop og sjæl.
La’ mig høre bølgen bruse
og mågens morgenskrig.
Og lytte til konkylier
med havets sange i.
Med det klare og det enkle
er jeg på sikker grund.
Når et ja er ja, og nej er nej,
og tvivlen holder mund.
Så lægger jeg en krans af løv
et sted, hvor runestene står
som vidner om en tanke, der
har holdt i tusind år.
La’ mig høre bølgen bruse
og mågens morgenskrig.
Jeg ka’ bedst med åbne vidder.
Nær ved havet vil jeg bo.
34. DEN SORTE FUGL ER KOMMET
Den sorte fugl er kommet,
den sidder på vort tag,
den skjuler med sin vinge
den hvide, klare dag.
Selv sang den aldrig lysets lov,
l: den kommer fra den dybe skov, :l
med bløde vingeslag.
2 I fugle små, som tier,
I fugle små, som sang.
I fugle små, som frygter,
at natten bliver lang.
Sov trygt i jeres reder nu,
l: den sorte fugl udbreder nu, :l
sit stolte vingefang.
3 Den sol, som dagens fugle
så troligt venter på,
så bange længes efter,
så hjertens gerne så.
Det fugleliv, som leves her,
l: i solskin gennem grønne træ’r, :l
skal snart igen opstå.
35. DET DUFTER LYSEGRØNT
Det dufter lysegrønt af græs
i grøft og mark og enge.
Og vinden kysser klit og næs
og reder urtesenge.
Guds sol går ind
i krop og sind,
forkynder, at nu kommer
en varm og lys skærsommer.
Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
Hvert kim og kryb
i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så høj som himlens lærker.
Se, blomsterflorets farvepragt
gør alle ord forlegne.
Kong Salomon i kroningsdragt
misundeligt må blegne!
Alt smukt, vi ved,
al kærlighed,
den mindste fugl og lilje
er, Gud, din skabervilje.
Ja, du gør alting nyt på jord,
en sommer rig på nåde.
Men klarest lyser dog dit Ord
af kærlighedens gåde.
Alt kød må dø,
hver blomst blir hø.
Når vissentørt står floret,
da blomstrer evigt Ordet.
Ja, Jesus Kristus er det Ord,
der skaber liv af døde,
så ny blir himmel, ny blir jord,
en verden grøn af grøde.
Kom, Jesus, snart,
og gør det klart:
den morgenstund, du kommer,
da gryr en evig sommer
36. LISELEJEVALSEN
Bag de mørke graner ligger Asserbo
gennem snævre stier kan man vandre to og to
også Melby mølle er en fredet plet
men skønnest er Liseleje med duft af fiskernes net.
I Liseleje, i Liseleje, der skinner solen fra himlens blå
I klittens gryder lader vi os gennemstege
og ta´r en kølig dukkert ovenpå.
I de salte bølger her ved Kattegat
boltrer vi os lystigt i en sommerkåd tagfat
Ikke blot om dagen er her muntert lag
om natten i Liseleje vi danser til det bliver dag
I Liseleje, i Liseleje går dansen lystigt hver
sommernat.
På strandhotellet skinner månens stråler blege
Når vi forlader dansen med vor skat.
LISELEJEVISEN /Yesterday
Sol og blæst,
så er Liseleje allerbedst,
livet leves som en jubelfest
med skumsprøjt til hver badegæst.
Morgenlad?
Ja, så snup et dejligt morgenbad,
for et havbad gør dig sund og glad,
så nyder du din morgenmad.
Liseleje strand er det bedste sted på jord,
og med havets brusen og vinden ind fra nord.
Vi ønsker ikke mer’
om det regner – eller om det sner,
ja, så kan vi ikke ønske mer’,
for det er bare her det sker!
Skovens fred,
har vi her ved havets smukke bred,
den idyl den tar’ vi også med,
på dette skønne feriested.
Fred og ro,
man kan vandre sammen to og to,
kysse lidt og bygge kærlig bro
og love man vil være tro.
Liseleje strand er det bedste sted på jord,
og med havets susen og vinden ind fra nord.
Vi ønsker ikke mer’ – om det regner eller om det sner,
ja, så kan vi ikke ønske mer’,
for det er bare her det sker!
Årets gang
her er kysten altid smuk og lang
fyldt med rav og sand og fuglesang
samt sæler og lidt blæretang.
Ro og fred,
Liseleje er det bedste sted,
her er venner man kan lege med,
og solen den går op og ned.
Liseleje strand er det bedste sted på jord,
og med havets brusen og vinden ind fra nord.
Vi ønsker ikke mer’
om det regner – eller om det sner,
ja, så kan vi ikke ønske mer’,
for det er bare her det sker!
Støt foreningen Klassisk badeby
med et medlemsskab
Send en mail til
klassiskbadeby@hotmail.com